logo

Mød Anne Deppe

kickass anne deppe mastermind mastercoach mastercoach anne deppe kickass dinner mastermind agency

 

Hvem er hende der Deppe?

Anne Deppe er mastercoach, foredragsholder, blogger, skribent og aktuel med sin første bog “Man spørger da ikke om penge på facebook?”. Anne har blogget siden 2008, og har provokeret, inspireret og motiveret tusindevis af læsere gennem årene. Velkommen til en livs-blog der sætter ærlighed højt, også når det gør ondt og ikke ser  særlig pænt ud. Anne vil knuse de låg vi lægger på vores drømme og tale om alle de tabuer vi “ikke må” tale om. Og så er hun sjov. Hvis hun selv skal sige det altså. Udover bloggen er hun en travl dame. Hun skriver blandt andet for magasinet DOFK, holder foredrag og workshops og er i gang med sin 2. bog der udkommer i 2013. Læs mere på www.annedeppe.com
Til daglig arbejder Anne for et stort dansk firma som coach og teamcoach. Desuden har hun sit eget firma Human eXtravaganza, og arbejder med kvinder og mænd der vil have bedre selvværd og bruge deres (måske begrænsede eller traumatiske) fortid som springbræt til at nå stjernerne, eller bare til at få en bedre relation til de mennesker de elsker.
6 til Anne Deppe 

Hvad får du ud af din blog?

Jeg skriver helt ufattelig meget. Det at skrive har altid været en ventil for mig, en måde at forme og arbejde med mine følelser og tanker. Idag er bloggen et løfte til mig selv og mine læsere, et løfte om at få det absolut bedste ud af det liv vi har fået foræret. Når jeg falder, og rejser mig igen, så ved jeg at jeg skaber værdi for mig selv og andre ved at dele min oplevelse og mine tanker. Vores geniale tanker har ingen værdi hvis ikke vi deler dem, og det opfordrer jeg til at gøre hver gang jeg udgiver noget på bloggen.

 

Hvordan tør du være så ærlig, er du ikke bange for at det en dag skaber problemer for dig?

Nej, ærlighed skræmmer mig ikke længere, det gjorde det engang. Jeg kan næsten ikke komme på noget jeg ikke tør skrive om. Jeg kommer aldrig til at hænge nogen ud på min blog, men det er af moralske årsager. Jeg har levet et helt liv i en krop fyldt til randen med skam og fyldt op af skam og frygt for at nogen fandt ud af hvordan jeg i virkeligheden så ud indvendig. Bloggen har gennem 4 år lært mig at stå ved alt det jeg er, også det der lugter og ser grimt ud. Jo mere jeg er stået ved mig selv inklusiv ALT hvad jeg er, jo flere læsere har jeg fået, og jo modigere er mine læsere blevet i deres eget liv, hvilket igen giver mig inspiration til at fortsætte. Så bloggen og ærligheden er blevet en cyklus som har sin helt egen livsbane.

 

Du rejser ret meget, hvordan har du råd til det?

Det koster mig ikke ret meget at rejse, og jeg har været god til at lave aftaler med min redaktør, sådan så jeg får en flybillet hvis jeg leverer en artikel. Jeg bruger momondo.dk ugentligt og kigger efter billige flybilletter, og hvis jeg finder en billig billet, så slår jeg til. Når jeg er af sted bruger jeg enten airbnb.com eller couchsurfing.org. Jeg kan godt lidt at møde lokale når jeg er afsted, det er en unik måde at opleve et fremmed land på, og jeg bestemmer jo selv hvor meget jeg vil hænge ud med dem jeg bor hos.

 

Fortæl et par mærkelige facts om dig?

Hmm… Jeg drikker ikke alkohol, og jeg synes faktisk det kan være rigtig svært at forklare folk, fordi der er enormt meget alkoholkultur i Danmark (og store dele af Europa). Jeg har overvejet at opfinde en leversygdom så jeg ikke behøver at forklare at jeg hverken er tørlagt alkoholiker eller kronisk syg, jeg kan bare ikke lide at være fuld. Til gengæld elsker jeg at danse og møde nye mennesker. Og så har jeg engang rejst rundt med et tivoli og er født på et kloster.

 

Hvad laver du når du skal koble fra alt dit arbejde?

Det er svært at koble fra noget man elsker så meget. Jeg løber (er nødt til at forestille mig at jeg er en ninja, ellers hader jeg at løbe) og danser, går ture, ser  mine veninder og venner, lakerer negle, ser film og så elsker jeg at klippe i dameblade og lave kollager med tøj, snit og farver jeg godt kan lide. Jeg er og bliver en modedulle.

 

Hvad vil du gerne have dine læsere får ud af at læse din blog?

For det første vil jeg gerne have at alle deltager i Kick ass challengen fordi det bare rykker så vildt i dit liv og sætter dig fri (og det er gratis), for det andet ønsker jeg at mine læsere finder deres eget mod frem til at tage større chancer og til at turde sætte højere standarter i deres eget liv. Mit ønske er at mine blogindlæg og mine egne udfordringer inspirerer alle mine læsere til at skabe deres eget kick ass liv.

 

 

Velkommen til et unikt univers! Velkommen til Deppeville!

 

Vil du vide mere? Så hop videre til Annes hjemmeside www.annedeppe.com, hvor du også kan læse meget mere om Anne’s egen historie. (siden er pt. under konstruktion)