At trække stikket ud betyder ikke at du skal sætte dit liv på stand by

At trække stikket ud betyder ikke at du skal sætte dit liv på stand by. Ikke nødvendigvis.

Det er ret svært at gengive hvilken lyd det siger når skoene rammer sneen på stien i Fælledparken. Så det lader jeg bare være med, selvom det er fristende at opfinde en ny lyd i ord-form. Anyways. Jeg var ude og gå en lang tur i fællesparken i går. Først med en god veninde, og derefter alene. Da jeg havde sagt farvel til min veninde vendte jeg om for at gå tilbage igen. Jeg gik langsomt, jeg frøs og jeg var træt. Mens jeg gik der i sneen, gik det op for mig at det er længe siden jeg bare er gået rundt. Uden musik i ørerne, uden at være igang med at svare på en sms eller en mail. Uden at få pulsen op. Der er altid et eller andet formål med det jeg laver, og formålet er sjældent bare at være. Så det prøvede jeg igår og det var helt magisk.

Først rakte jeg ud efter min telefon. Da jeg fik telefonen op af lommen gik det op for mig at der ikke var noget jeg skulle. Du skal ikke tjekke facebook, du skal ikke jekke mail, du skal ikke spille wordfeud, du skal ikke svare sms’er, du skal bare nyde lyden af dine fødder der rammer sneen, nyde lysene i natten og nyde den ro der lægger sig over København, når København er dækket af sne. Sneen suger støjen. Sneen sugede min støj i går.

At trække stikket ud betyder ikke at du skal sætte dit liv på stand by. Det virker så banalt at sige at vi skal huske at tjekke ud, logge af og tjekke ind i os selv, og alligevel er det så svært for mang af os, fordi vi er bange for at gå glip af noget vigtigt. Efter min lille magiske indsigt i går, kan jeg mærke hvor vigtigt det er for min ro, at jeg tjekker ud. At jeg har dage hvor jeg bare skal gå en tur i naturen og være alene med alle mine tanker og følelser. Uden at skrive om dem, uden at forholde mig til dem, uden at finde en løsning og uden at have en veninde i røret imens jeg mærker efter hvad det egentligt er der sker.

Det er ikke sikkert jeg kan planlægge den slags time out, men jeg er nok nødt til det til at starte med, ellers drukner den i aftaler og møder og andre ting som jeg kommer til at bilde mig selv ind er vigtigere end at gå en tur alene med mig selv og bare være.

Jeg får nok ikke ret mange point på lix-skalaen for dette blogindlæg. Men da jeg vågnede i morges kunne jeg mærke et helt andet, roligt tempo end jeg har kunnet længe. Jeg har så meget fart på hele tiden, at jeg af og til godt kan glemme hvorfor det egentlig er jeg har så travlt. Lige i øjeblikket kan jeg ikke svare på det. For der er faktisk ikke noget jeg skal nå her i livet. Jo der er masser, men jeg gider ikke ankomme til mine drømme uden luft i lungerne, med svedplamager under armene og uden overhovedet at have nydt turen derhen. Ikke længere. Det har jeg gjort i så mange år, og det var vigtigt engang fordi jeg var bange for at jeg aldrig ville nå i mål. Jeg har nået så mange mål, at hvis jeg døde i morgen så ville jeg stadig være både tilfreds og imponeret over mig selv. Det må jeg godt sige i min egen jante-frie dagligsture her på Deppeville. Der er meget der skal nås endnu, jeg vil bare gerne have mig selv med hele vejen.

Så jeg skal ud og gå i sneen, uden musik, uden venider i ørerne og uden raskt tempo. Der er så mange fine detaljer når jeg giver mig tid til at se efter og lægger mærke til hvor jeg går.

Rigtig god mandag derude