Det er kun fordi jeg selv var ved lægen i dag at jeg opdagede at der er en lægekonflikt i gang. Det vender jeg lige tilbage til. Men ikke ret meget. Man vil nok mene at dette blogindlæg ikke er smart at skrive. Jeg har altid sat ærlighed over det at være smart, og det har alligevel altid vist sig at være det rigtige at gøre, så so be it.

Hjertebanken. Hvad er klokken? 6.18. Badet i sved. Sådan er jeg vågnet en del gange det sidste stykke tid. I morges var ingen undtagelse. Omkring kl 8.00 ringede min mor. Hun var bekymret. ”Anne, tag nu ned og snak med din læge!”. Jeg synes ikke rigtig hun hørte efter, min mor, jeg HAR jo snakket med lægen for 14 dage siden. Hvad skulle hun kunne gøre? Men min mor insisterede, og det er jeg virkelig glad for. Nu. For turen til lægen lærte mig noget meget vigtigt.

”Hej hej mor!”. En smule modvilligt ringede jeg til lægen efter min mor og jeg havde lagt på. Helt uvidende om lægekonflikten. ”Kan du være her mellem 8 og 9?” sagde damen. Det kunne jeg godt. Jeg hoppede i et par jeans og en sweatshirt. Lod morgenhår være morgenhår og skyndte mig hen til min læge. Det er nok bedst ikke at nævne hvem de er, selvom jeg har lyst til det.

Ventetiden var ca. 4 minutter, og så kom jeg ind til lægen. Hun startede med at undskylde at der var gået lidt kludder i det med henvisningen sidste gang jeg var der, og spurgte til hvordan det går med min lillefinger efter mit styrt i weekenden. ”okay”, tænkte jeg, ”hun har nået at sætte sig ind i min journal inden jeg kom”. Jeg styrede på mountainbike i lørdags, har fået en meget ked af det lillefinger, og er hævet, gul og blå over hele kroppen i dag. På vej ned til lægen nåede jeg at tage sorgerne på forskud og tænkte ”hvad fanden kan jeg nå at fortælle lægen på, ja, hvor lang tid er det nu en lægetid varer? 7,5 minut?”

Jeg fortalte hende at det gik bedre med min krop og min finger (som heldigvis ikke er brækket), men at det ikke var derfor jeg var kommet. Og så skete der noget ret magisk. Min læge tog sig tid. Hun tog sig bare tid. Ikke noget med 7,5 minut. Jeg kunne mærke at jeg ikke behøvede bekymre mig om tiden, så jeg begyndte bare at snakke. Jeg snakkede og snakkede. Jeg græd lidt, jeg grinte lidt, jeg blev hørt, jeg blev lyttet til og der kom nogle konstruktive forslag  den anden vej. Der var ro. Jeg sagde ”ja, og da jeg var her for 14 dage siden..:!”. Min læge rynkede på næsen. ”Anne, det er 1,5 måned siden du var her sidst”. I mit hoved havde jeg forvrænget min tidsopfattelse, og havde gjort mig selv til en pestilens. I lægens hoved så hun en kvinde der har det svært, som burde komme ned og snakke med lægen lidt oftere.

Da jeg synes jeg havde snakket færdig og nåede at skamme mig en lille smule over at jeg havde taget så meget af hendes tid, spurgte hun (helt rolig, afslappet og fuld af tid og overskud) ”Hvad med de andre områder af dit liv, hvordan ser det ud der?”. Jeg var lige ved at falde ned af stolen af chok. Jeg blev simpelthen så glad, jeg følte mig så meget som et helt menneske, jeg følte mig så mødt, så hørt, så set og så taget hånd om, og det var simpelthen så dejligt at kunne fortælle hende om et stærkt solidt netværk, at jeg er omgivet af omsorgsfulde mennesker, at min familie støtter mig, at jeg bevæger mig, cykler, taler om det der er svært, skriver, får sovet, lytter til mig selv.

Da vi var færdige med at snakke gav hun mig hånden og sagde ”Anne, du skal vide du altid kan komme herned og snakke, også hvis du bare har brug for lige at blive lyttet til, brug os nu, det er det vi er her for”. Jeg takkede af hele mit hjerte og gik let og glad og smilende ud på gaden.

Jeg læste lige i politiken i dag at dem der tjener mest, er dem der går mindst til lægen. Jeg er med til at trække den statistik i den ”rigtige” retning. Jeg går meget sjældent til lægen, og der kan af og til gå år før jeg ser min læge. I forbindelse med min flytning sidste år fik jeg ny læge, min nuværende, og jeg er simpelthen henrykt over den behandling jeg får dernede. Jeg har været der 3 gange på knap et år – hvilket er meget for mig, og hver eneste gang har de taget udgangspunkt i mig. Noget jeg synes er skræmmende at jeg bliver overrasket over, men det gør jeg, for det er sjældent jeg er blevet mødt sådan i ”systemet”. Min oplevelse hos min læge i dag står i meget stærk kontrast til min oplevelse på skadestuen i lørdags, hvor jeg på 2,5 time nåede at blive glemt af personalet, måtte brokke mig 2 gange før de opdagede de havde lavet en fejl, få mit navn udtalt helt forkert 3 ud af 3 gange og gik derfra med en tvivl om det var de rigtige røntgenbilleder de havde vurderet min skade ud fra, og de havde glemt at give mig den stivkrampesprøjte som de insisterede på jeg skulle have da jeg ankom. Jeg håber ikke det var så vigtigt som dame i skranken gav udtryk for. Ikke rart. Ikke trygt.

I dag handlede om mange ting. For det første handlede det om at sende et signal til mig selv om at jeg tager mig alvorligt, derfor var det vigtigt at min mor insisterede på at jeg tog til lægen, selvom jeg ikke selv kunne se hvad det skulle gøre af forskel. Det handler i særdeleshed om at fortælle det til hende den lille pige, der bor inde i mig. Hende der har haft et hårdt liv engang, og hende som jeg har lovet at passe på med al styrke og kraft. Hun er såret i øjeblikket, mest fordi jeg igen glemte at passe på hende. Børn der ikke får kærlighed bliver kede af det. Derfor var det vigtigt jeg lyttede til min egen mor og tog til lægen. Hos lægen blev jeg ikke alene taget alvorligt, jeg blev også både mødt, set, lyttet til og hørt. Jeg kan ikke beskrive hvad det har gjort ved resten af min dag, men jeg kan fortælle at jeg nærmest fløj fra hjem fra lægen, fordi der nogen gange ikke skal mere til end at nogen bare er der for dig, og giver dig den tid du føler du skal bruge. Sådan er det ofte med vores behov, når vi imødekommer dem, så er de pludselig ikke så store. Ofte skal vi bare mødes der hvor vi er. Tænk at være så privilegeret at have en læge der kan det. Jeg følte mig så vigtig og så taget alvorligt, og hele vejen hjem gik jeg med hænderne på min mave (der hvor min lille pige bor), og sagde undskyld jeg ikke lyttede til dig, og hvor er jeg glad for vi tog til lægen med os i dag.

Vi kan ikke – ikke kommunikere, alt taler, også de signaler vi sender til os selv. Især de signaler vi sender til os selv. Har du tænkt på hvad du går og fortæller dig selv i kraft af dine handlinger? Derfor skal vi af og til gå til lægen, også selvom vi synes det er åndssvagt eller unødvendigt. Det betyder noget når vi sætter os selv i første række, og giver os selv muligheden for at nogen lytter til os, støtter os og hjælper os videre i livets rejse. Især når det gælder de små ting.

Lægen nævnte ikke et ord om piller (læs her hvorfor jeg nævner det). Hun kender min holdning til når livet er svært, hun ved, at jeg ved, at det er her, midt i smerte, at vi skaber styrken til at rejse os. Ingen smerte, ingen styrke, ingen sejr og indre succes. Hun kiggede på mig i dag og sagde ”Anne, du er ikke syg, og det ved jeg godt du ved, men du bliver det hvis du ikke lytter til alt det din krop siger, så jeg er glad for du er her i dag. Kom bare herned igen, også hvis du bare gerne vil lyttes til”.

På vej hjem gennem Kongens have, med hænderne på maven, gik jeg og tænke på hvad der skulle til for at vende spiralen endnu mere opad end jeg allerede havde gjort med mit lægebesøg. Jeg spurgte mit indre barn hvad hun havde lyst til. ”ABEMAD”. Jeg grinede højlydt, tog i Fakta efter frugt og vaniljecreme, og nu skal jeg ud i køkkenet og gøre en lille pige glad.

Ikke et ord mere om lægekonflikt, ikke andet end et dybfølt tak til mine læger nede i mit lægehus, som i ubeskrivelig grad møder mennesker/klienter dér hvor mennesker/klienter er, og det håber jeg de får lov til at blive ved med. Den oplevelse jeg havde i dag kan redde liv. Og det mener jeg dybt alvorligt. Når vi bliver set, især når vi ikke selv kan se os, får vi adgang til os selv igen og så ved vi som regel godt selv hvad vi skal gøre derfra. Tak!

Abemad! Har du haft en lignende oplevelse med din læge, så del den gerne med mig her i kommentarfeltet :-)

Tak fordi du læste  ” Hvor mange minutter tager 1 smerte i sjælen? Tæller det dobbelt hvis jeg har 2? – lidt om lægekonflikt “

The post Hvor mange minutter tager 1 smerte i sjælen? Tæller det dobbelt hvis jeg har 2? – lidt om lægekonflikt appeared first on Deppeville.

Sådan håndterer du et forstuvet hjerte

Der har været stille på Deppeville. Det har der, fordi jeg har haft nogle rigtig svære uger. Ikke dårlige, men svære. 2013 er virkelig et action-år for mig og min virksomhed, men også for mig personligt. Jeg er efterhånden ved at lære at når jeg trækker en masse energi ud, spiller på flere heste, performer og leverer, så er det tvingende nødvendigt at jeg husker at energikontoen skal have næring for at gå i plus igen. Næring får jeg fra:

Fordybelse

Ro

Stilhed

Naturen

Sport

Sund kost

Nærvær

Grin

Smil

I sidste uge gik jeg i stå. Eller. Jeg havde nogle ventildage (LÆS HER hvad det er for noget). Jeg var nødt til at rydde min kalender, og når jeg gør det, synes jeg det bliver svært at fortælle sandheden. Det er svært at aflyse ”bare” fordi jeg har det svært. Det er svært at aflyse ”bare fordi jeg skal passe på mig selv”. Bare fordi. Jeg går og leder efter en alvorlig nok grund, eller en grund der er god nok, og som retfærdiggør at jeg må lukke ned for alle de kanaler hvor jeg skal betale med mere energi. Kender du det?

Heldigvis har jeg 30 års erfaring med at overperforme og heldigvis bliver jeg en lille bitte smule klogere hver eneste gang. Det er det gode ved at have prøvet ting mange gange før. Jeg ved nu at ”bare fordi du lige skal passe på dig selv” er den eneste rigtige, og meget alvorlige grund, og jeg bliver bedre til at tro på det, millimeter for millimeter. Samtidig bliver jeg bedre og bedre til at aflure mine advarselssignaler. Hvad sker der forud for at mit system lukker ned? Lidt ligesom i et cockpit med gule og røde advarselslamper, så har vi mennesker dem også. Her er nogle af mine gule advarselslamper (find selv dine egne):

-       Jeg går på kompromis med min sunde kost

-       Jeg siger ja til aftaler uden at mærke efter i maven om det er noget jeg har energi på og tror er givende for mig

-       Jeg går senere og senere i seng

-       Jeg bliver forpustet af at gå op ad trappen og føler jeg skal slæbe min krop efter mig

-       Mine øjne bliver trætte

-       Min hud bliver grå

-       Og meget andet…

Faktisk er jeg blevet så god til at mærke mine signaler, at jeg kan standse ”ulykken” mens den er i gang med at ske. Ulykke er en forfærdelig etikette at putte på at ”kroppen lukker ned”, for det er jo i virkeligheden det ultimative sundhedstegn, når kroppen siger ”NIX fister!”. Vores hjerner er slet ikke kloge nok til at følge med kroppen, og så overtager kroppen når hjernen er slået skakmat.

Så i sidste uge gik det op for mig at jeg skal trække nødbremsen, og lige nu er mit hjerte og min sjæl ”forstuvet”, og det betyder at jeg ikke kan løbe i topfart, men at det derimod er tid til fordybelse, ro, natur, stilhed og ekstra meget meditation. Jeg accepterer 200% at kroppen siger fra. I gamle dage fik jeg dårlig samvittighed, men det gør bare ikke noget godt for nogen. Jeg gider ikke betale skammens pris. Skammens pris er færdig som popsanger – smut pomfrit! Nu nyder jeg med fuld styrke at jeg skal passe på mig, og jeg kan lige så godt gøre det rigtig dejligt og rigtig omsorgsfuldt for mig selv. Så heler jeg også min forstuvning hurtigere.

I dag havde jeg en kæmpe lang to-do-liste. Det har jeg haft hele ugen og den har stresset mig, for jeg kunne ikke overskue den. I morges satte jeg mig i min seng og delte min to-do-liste op i prioriteret rækkefølge. Hvad tager under 1 minut? Hvad tager under 5 minutter? Og så valgte jeg 5 punkter jeg kunne nå indenfor 30 minutter, og så er der en times pause til gå-tur i H.C. Ørstedsparken, og så må jeg se hvad jeg kan bagefter. Men det er kroppen, og det forstuvede hjerte,  der sætter dagsordenen, ikke min hjerne. Min hjerne er en udretter-hjerte, og den vil løbe hele tiden. Den er faktisk lidt en junkie, og slipper jeg den løs, så siger den ”MEEP MEEP” og så er den allerede på vej til næste store projekt.

Pas på de forstuvede hjerter derude. Jeg ved godt de er svære at få øje på, og at det ville være nemmere med et brækket ben, men et forstuvet hjerte er langt mere alvorligt end et knoglebrud. Hjertet er bærende i alt hvad du laver, er og står for, og du skal være dit hjerte’s bedste betalte elitebodyguard.

The post Sådan håndterer du et forstuvet hjerte appeared first on Deppeville.

Vi er i fuld gang med Deppeville Kickass Challenge vol. 5 (klik her hvis du vil følge med i hvad der foregår). I går skulle vi fortælle 5 mennesker hvilken positiv forskel de havde gjort for os. En øvelse jeg på ingen måde har svært ved. Altså lige indtil i går. Det er da pudsigt som overlæggeren bliver hævet markant bedst som man troede man havde regnet udfordringen ud. Hvor har jeg set det henne før? Nå ja, i livet! I går blev jeg ramt af det som mange coaches/behandlere bliver ramt af (selv om der er skræmmende få der snakker højt om det): ”jamen jeg VED det jo godt – jeg arbejder jo med folk og forandringer hele tiden”. Ja, det lyder også rigtig spændende, men hvor meget af tiden arbejder du på at træne din egen forandringsparathed? Dine egne udfordringer? Helligheds-analkløe! I går fik jeg serveret en hel gratis træning, og den kommer her.

Find 10 personer, vælg 5. Fortæl dem hvordan de har gjort en forskel for dig. I går var så dagen hvor jeg gik i stykker indeni, du ved, der hvor du fysisk føler du knækker midt over og ender med bare at sidde og stirre ud i luften. En blanding af at blive ramt ret heftigt på min retfærdighedssans/fairness, en blanding af seriøst teknik-fuck-up, en blanding af at se noget falde sammen foran næsen på mig, og samtidig føle mig som verdens største idiot fordi jeg selv har sat mig i denne situation, som udspillede sig inden i. Jeg synes ærlig talt ikke det var særlig sjovt at skulle bruge tiden på at fortælle andre hvor fantastiske de er, når nu jeg havde tænkt mig at sidde og stirre ud i luften og være ulykkelig resten af aftenen.

Problemet med at lave sådan noget som Kickass Challenge er at man aldrig er alene. Og selvom jeg ikke bad om hjælp hos mine 400 med-challengers i går, så var det dem der gjorde at jeg gennemførte min challenge alligevel. At se de andre deltageres resultater af dagens opgave gav mig styrke til at at rejse mig op og gå ned i en park. Så kom en veninde forbi. Hun græd lidt. Jeg græd lidt. Så gik jeg hjem. Så besluttede jeg mig for at rejse mig op i de andres styrke og fuldføre min opgave. Først skrev jeg en mail. En mail til en kær ven som betyder rigtig meget for mig, og det har jeg vist aldrig rigtig fortalt ham. Jo mere jeg fortalte ham om hvor vigtig han er i mit liv, jo mere kunne jeg mærke mig selv. Så skrev jeg en mail mere. En til min mor. Jo mere jeg skrev, jo mere tog flowet over, og pludselig havde jeg skrevet en kærlighedserklæring til min elskede mor. En mail mere og en mail mere. Dér sad jeg og troede jeg skulle bruge aftenen på at have ondt af mig selv. I stedet fortalte jeg andre hvad de betyder for mig. Uden overhovedet at have fået respons havde jeg det meget bedre og faldt i søvn med et smil på løben og med følelsen af mening, håb og kærlighed i hele kroppen.

Vi skal give det vi selv har brug for. Har du brug for at nogen hjælper dig, så gå hen og hjælp nogen selv. Har du brug for penge, så se om du ikke kan finde en 5ér du kan give til en hjemløs. Du åbner positive energier på den måde, og når du giver til andre hvad du tror du selv har brug for, så vil du opleve noget ret magisk. Men jeg siger ikke hvad det er , (god cliffhanger dér) det får du til gengæld lov til at fortælle mig i kommentarfeltet når du har været ude og teste det af i virkeligheden.

De dage vi har sværest ved at gøre noget godt for os selv, er de dage det er vigtigst at vi gør det. De dage du har det sværest er de dage hvor din træning er vigtigst. Som min dag i går. Alle kan klare det meste i overskud. Vindere kan klare det meste – især på de dage hvor det er sværest (Og der er vindere i os alle!). Modstand er til for at du kan vise verden hvem du virkelig er. I modstand skal du vise at du stadig vælger kærligheden, håbet og drømmene. Det er en træningssag, men det er muligt for alle.

Dem der er sværest at elske er ofte dem der har allermest brug for din kærlighed. Især hvis den du har sværest ved at elske er dig selv.

Hav en god challenge i dag, og er du ikke tilmeldt challenge, så hop herind og kom i gang med det samme.

Kærlig (og no BS*) hilsen

Anne

* = No Bullshit

The post Dem der er sværest at elske er ofte dem der har allermest brug for din kærlighed. Især hvis den du har sværest ved at elske er dig selv. appeared first on Deppeville.

Face your fear and enjoy the ride! – Deppeville

Dagens inspiration fra mountainbike turen i Hareskoven! I morgen starter challenge, her er lidt inspiration:

Vi ses til challenge i morgen kl 7.00 – er du endnu ikke tilmeldt, så skal du blot tilmelde dig nyhedsbrevet her på siden, så er du automatisk med i challenge. NJOY!

The post Face your fear and enjoy the ride! – Deppeville appeared first on Deppeville.