Fuck Janteloven!

”Du skriver side op og side ned om hvor fantastisk du er Anne Deppe, det er til at brække sig over!”. Ja, Jamen her er en spand, bare giv den gas! Man kunne jo fristes til at sige at det vel handler om øjnene der læser, og at ingen er tvunget til at følge med i hvad jeg render og bruger mit liv på. Fuck Janteloven!

Faktisk er jeg vel i princippet den eneste der har mandat til at udtale sig om hvor fantastisk jeg evt er, da jeg er den eneste der kender hele mig. Jeg kender alle mine grimme sider, alle mine hemmelige sider og alle mine pæne sider. Jeg er med mig på toilettet, på scenen, til møder, i bussen, når jeg vrisser af folk på cykelstien og skændes med min kæreste. Og hvem bestemmer egentlig hvornår man er fantastisk? Siden 2008 har jeg arbejdet mod tendensen om at skabe selviscenesatte glansbilleder på nettet. Ikke fordi vi ikke må lyve os pænere, for det må vi gerne, jeg tror bare vi sætter os selv i noget af en kattepine når vi pludselig ikke kan leve op til det virtuelle alter-ego vi (selv) har skabt.

Sandheden. Den er jeg stor tilhænger af. Jeg er tilhænger af ikke at gøre ting bedre end de er, men heller ikke værre end de er. Vi ved alle sammen godt hvordan vi skal fortælle en historie sådan så vores tilhørere vil give os ret i at andre er nogle klaphatte. Det er de færreste der er modige nok til at spørge ”Ok, Bente, jeg kan godt høre det lyder hårdt, og jeg kunne sikkert også give dig ret i at han/hun er en værre papnæse, men har du kigget på hvad det er livet prøver at lære dig her?” eller endnu mere modig ”hvis nu han/hun var en forklædt læremester, hvad er det så du skal lære?”. Jeg ved det lyder uhelbredeligt irriterende og frelst, men har du tænkt over hvad der sker når vi ryger med på hinandens klagesang? Ingen sjæle bliver sat fri. Du bliver ikke sat fri, papnæsen bliver slet ikke sat fri og din ven/veninde sidder overfor dig og har garanteret en forsigtig holdning til at der måske også var en læring for dig at hente i præcis det der sker lige nu. De kender dig trods alt. Jeg fandt et citat der hjælper mig når jeg selv bliver stillet de irriterende (men virkelig intelligente) spørgsmål:

I asked for strength and
God gave me difficulties to make me strong.

I asked for wisdom and
God gave me problems to solve.

I asked for prosperity and
God gave me brawn and brains to work.

I asked for courage and
God gave me dangers to overcome.

I asked for patience and
God placed me in situations where I was forced to wait.

I asked for love and
God gave me troubled people to help.

I asked for favors and
God gave me opportunities.

I received nothing I wanted
I received everything I needed.

My prayers have all been answered.”

Author Unknown
But Very Much Appreciated!

Alle mennesker er grimme, men alle mennesker er også smukke. Vi kan ikke være det ene uden det andet. Derfor er jeg ikke for fin til at rose mig selv når jeg synes jeg gør noget godt, når jeg er stolt (og det er jeg oftere og oftere). Jeg deler enormt meget ud af mig selv, mine tanker og de erfaringer jeg går og gør mig, fordi jeg er sådan en der rykker grænserne hver eneste dag. Det gør skideondt, men det er også eventyrligt fantastisk, og så er det jo bare et valg jeg har truffet om at sådan vil jeg leve mit liv – i hvert fald lige nu. Jeg øver mig i at stå ved mig selv uanset om jeg er oppe eller nede. Den beslutning indebærer f.eks, at når jeg oplever skam i mit liv, så skal jeg skrive om det. Den beslutning indebærer også at når jeg oplever stolthed og glæde, så skal jeg skrive om det. Lige så meget som jeg vil vise verden hvordan et mørke kan se ud, vil jeg også vise verden hvordan det er at bo på et stjerneskud. Hvis jeg kun skrev om mørket ville det være som at få depression ind med sondemad – det ønsker jeg for ingen. Hvis jeg kun skrev om lyset ville jeg blot være endnu et glansbillede som ingen i virkeligheden kunne forholde sig til. Jeg tror på helheden – på kroppen og sjælen, på fysikken og psyken, på lyset og mørket. Fuck Janteloven, igen!

Når vi står ved os selv tager vi ikke lys fra andre. Til gengæld baner vi en vej for at andre kan gøre det samme, og så bliver det pludselig en smuk symfoni af at løfte i flok. I går skrev jeg hvor stor en idiot jeg har været – for det har jeg, og det bliver ikke sidste gang jeg tager idiot-kasketten på. I dag synes jeg selv jeg er ret swaggerlagger, jeg har gjort nogle gode ting for mig selv, jeg har fået nogle rigtig dejlige beskeder fra mine læsere, jeg har været skidesur (i 30 minutter) – hvilket også er en god ting i min verden, og så er jeg blevet glad igen.

Jeg bliver ved med at poste denne indtil vi alle kan den i søvne, det burde være den man lærte i kirken i stedet for fader vor – og ja det mener jeg alvorligt:

 Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won’t feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It’s not just in some of us; it’s in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.

Namaste!