Hanne fik hjælp på facebook, låner 150.000 kroner

Du har sikkert hørt om Hanne. Hanne havde brug for et lån, men bankerne havde lukket kassen i. Hanne blev kreativ, og sendte en besked ud på facebook: Jeg vil gerne låne 1000 kroner af 150 personer, jeg betaler tilbage indenfor 4 år. Jeg har fulgt sagen, og især kommentarerne til artiklerne, da jeg selv har været igennem en lignende proces for nogle år siden, og det er det jeg har udgivet en bog om. For “Man spørger da ikke om penge på facebook?“. Hanne fik hjælp på facebook, låner 150.000 kroner

De af jer der har fulgt mig siden starten, ved at jeg for 4 år siden lavede en indsamling på facebook der skabte massiv røre i andedammen. Jeg ville være coach, men havde hverken råd til husleje eller mad. Jeg havde aldrig villet noget så meget i mit liv, som jeg ville denne drøm, derfor var jeg også villig til at gøre alt for at få den til at gå i opfyldelse, inklusiv at blive dømt ude af hele Danmark, hvis det var det der skulle til. 7 dage tog det mig at skaffe de 47.700 kroner jeg skulle bruge til at betale min uddannelse. Jeg blev dømt ude, jeg fik meget ubehagelige mails, men det var peanuts i forhold til alle de drømme der er gået i opfyldelse i kølvandet på den indsmaling der har forandret mit liv for altid.

Det var med stor interesse jeg læste artiklen om Hanne, som min veninde (en anden Hanne) sendte til mig på mailen for et par dage siden. “Se, se Anne, har du set?”. Jeg havde ikke set, men det er godt at have et opmærksomt netværk der tænker på dig. Jeg synes det er sejt gået af Hanne, for jeg ved hvor meget mod det kræver at folde sin stolthed sammen, stille sig nøgen frem i offentligheden og bede om hjælp, i sær af økonomisk karaktér. Det kræver helt urimelig meget mod, især i et land som Danmark hvor vi ikke har den samme donation kultur, som man f.eks ser i USA. I Danmark sparker vi til dem der ligger ned, vi kan ikke finde sympati med alene moderen til to der bliver sat på gaden “fordi hun nok et eller andet sted selv er skyld i at stå der”, bankerne får redningspakker, mens flere og flere danskere mister job, hus og hjem.

Hvor er der plads til drømmene henne? Well, det er der lige præcis når det hele er allermørkest. Dér hvor vi ikke længere har noget at miste, dér bliver vi modige, dér tør vi først at gå absolut helhjertet efter det vi virkelig brænder for. Derfor er jeg stor tilhænger af livskriser og modgang, for det er noget nær det eneste der får os til at vågne op og tage action på de drømme vi alt for længe har gået med alene. Det var fordi “nokn er nok” at Hanne spurgte om hjælp. Det var fordi “nok var nok” at jeg samlede penge ind på facebook.

Mange har spurgt om jeg nogensinde har betalt tilbage til dem der hjalp mig dengang. Og nej det har jeg ikke. Der var ikke tale om et lån, men derimod en donation og et sponsorat. Alle dem der har støttet mig dengang har aktier i den succes jeg oplever i dag, og jeg vil, til mine dages ende, være dybt taknemmelig for alle der støttede mig, uanset om det var økonomisk eller ved opbakning. Den overførsel til min konto jeg husker bedst, var hende der overførte 8,43 kroner til mig. Det var alt hvad hun havde, men hun ville så gerne se mig lykkes, og hvis de 8,43 kroner kunne gøre nogen som helst forskel, så skulle jeg have dem. Jeg har stadig kontoudtoget og når jeg af og til synes det hele er gråt, så kigger jeg på det og husker mig selv på at der findes næstekærlighed og totalt uselviske handlinger derude.

Der er en anden grund til at jeg ikke har betalt tilbage, og det er at jeg ikke vil tage følelsen af at have været et bidrag fra alle dem der har støttet. Jeg får stadig mails fra dem der støttede, som fortæller hvor ofte de glæder sig over at have del i min succes, og at deres 20 kroner eller 2500 kroner har gjort så stor en forskel for så mange andre end blot lille Anne Deppe der kun er 1 enkelt person. De føler de har investeret i en drøm der nu er blevet til virkelighed og jeg har ikke hørt om en eneste der gerne ville have sine penge tilbage, tværtimod, de er stolte og glade for at være en del af historien.

Siden min egen indsamlig, har jeg hjulpet adskillige med at starte deres egne indsamlinger. Jeg er blevet kontaktet af kræftramte, af personer der, som jeg, gerne vil have deres drømmeuddannelse, men ikke har råd og meget andet. Det er ikke alle jeg har kunnet hjælpe, men mange, og mange er lykkes med deres indsamlinger. Det kræver så meget mod, men det er så vigtigt at vi bliver ved, for langsomt ændrer vi kulturen, langsomt ændrer vi holdningen til hinanden og langsomt begynder vi at spille hinadnen bedre og løfte hinanden op i stedet for at skyde hinanden ned.

Hvor mange gange har du ikke hørt nogen sige “Åh jeg ville gøre alt for at få det job?” eller “Ej, jeg ville bare dø for den taske?”. Men det ville du jo ikke? Du ville jo ikke vitterligt lægge dig over i et hjørne og lægge dig til at dø for at få en taske. Du ville heller ikke gøre alt for at få det job, ellers havde du jo gjort det? Vi skal turde gå all in, og vi skal også turde vælge at noget går vi all in på, og andet går vi kun 50% efter. Mange af os lever med en forventning om at få 100% succes, men vi er kun villige til at investere en 50% indsats, eller det der er mindre.

Vi skal turde gøre som Hanne. Vi skal turde vise vores sårbarhed, vi skal turde at nogen ikke kan lide os, at nogen dømmer os for det vi gør, og så skal vi turde stå fast og gøre det alligevel. Vi skal turde stå ved det vi tror på, også selvom det betyder at vi skal stå alene. Når vi står der, alene og holder fast, det er dér vi er allermest kraftfulde, det er dér den største magi den sker, det er der drømmene bliver til virkelighed og dér hvor du kun har set begyndelsen af hvad du kan udrette her i verden.

Move!