Jeg, en idiot!

Jeg, en idiot!

Det må godt være sjovt selvom det er alvorligt. I dag har jeg stiftet en klub sammen med to dejlige mennesker. Det blev arrangeret efter en tur hos Balance Thomas. Jeg arbejder mig meget ned i min krop, og Thomas er fantastisk! Jeg bruger flere forskellige behandlere på skift, i dag var første gang hos Thomas – jeg kan varmt anbefale ham! Nå, tilbage til klubben. “Anonyme trækkere” kom den til at hedde, og det er en klub for folk som mig, og mine to dejlige venner, som trækker sig når vi bliver bange for noget. Ligesom snegle, trækker følehornene til sig i stedet for at blive nysgerrig og spørge hvad der er galt.

Jeg har fået en kæmpe øjenåbner i dag, og den vil jeg gerne dele med jer. Jeg kan starte med at fortælle at jeg er forelsket. Til op over begge ører. I en mand – Danmarks modigste mand. Og sejeste mand og smukkeste mand. Nu er det sådan med kærligheden at den er en svær størrelse, fordi der stadig ikke er udkommet en e-bog om hvordan den virker, derfor må vi prøve os frem. Heldigvis er mine følelser fra denne mand gengældt – det er jo en god start kan man sige. Uden at vi skal gå i detaljer, kan jeg fortælle at noget skete – eller noget skete ikke, noget var under forventninger (som naturligvis var usagte) og pludselig var noget, der virkede så fint, mærkeligt og smertefuldt.

Der gik ikke lang tid før jeg røg tilbage i alle mine gamle mønstre med at trække alle stik, lukke af og trække mig. Helt uden at have aftalt med ham at nu var det det vi gjorde. Jeg dømte ham for ting der intet havde med ham at gøre, men derimod 100% noget med min frygt at gøre, mit behov for at beskytte mig selv og min evne til at lukke helt af. Det virker helt åndssvagt at sidde og skrive det her nu, for det er så langt fra virkeligheden. Medina synger “Du fortjener ikke straffen for et minde” – en sætning jeg elsker, indtil jeg opdagede at jeg straffede min kærlighed for minder han aldrig havde været involveret i.

Hvis der er noget jeg har lært, og jeg har trods alt lært lidt de her 30 år jeg har levet, så er det, at hvis man vil have noget nyt, så er man nødt til at gøre som man ikke har gjort før. Så jeg sendte ham en mail hvor jeg skrev mange ord om hvordan jeg havde det. Jeg dømte ham også lidt (læs: meget!), og det skrev jeg også til ham. Intet svar. Bryggede videre på historier. Trak mig endnu mere – hvilket er svært når man allerede har trukket sig helt. “Hej hej, jeg ringer lige til dig og lægger på, så du kan se jeg ignorerer dig!” – kender du ikke den følelse?

Anywho. Det havde været så nemt at give op. Det havde været så nemt at kaste håndklædet i ringen og trække mig helt. Men denne kærlighed er så stor i mit hjerte at jeg for en gangs skyld var nødt til at prøve alt. Uanset om jeg så måtte være både patetisk, til grin, for lidt eller for meget. Jeg slipper ikke før jeg har prøvet alt. Ikke denne gang, ikke med ham her.

Skrev igen. Denne gang et andet sted. Svar med det samme. Han var mindst lige så ked af det som jeg. Tårerne løb ned ad mine kinder. Det gør de stadig. Det havde været så let at slippe, at trække mig (igen). Men jeg valgte noget andet. Derfor blev det et kort medlemsskab i “anonyme trækkere”. Jeg skal stadig komme i klubben OFTE, for selvom jeg er “tørlagt trækker”, så ved vi godt allesammen at det ikke er en ny færdighed blot fordi det er lykkes en enkelt gang! Jeg skal øve og øve. Og jeg har lovet kærligheden at jeg skriver/ringer/kommer forbi/gør noget næste gang jeg bliver bange. Godt jeg har min klub til at støtte mig.

Så i dag blev dagen hvor jeg indså hvor stor en idiot jeg har været. Jeg, en idiot! Jeg ved godt jeg prædiker at man skal tale pænt om sig selv – der er nok af mennesker i verden der har grimme ting at sige om dig (og mig) – lad os ikke blive en af dem. Men lige i dag er jeg uenig med mig selv. Det er okay at indrømme at vi er idioter engang i mellem. Jeg er ikke perfekt, og jeg bliver det aldrig. Heldigvis har jeg mødt en mand der kan rumme mig på trods af min uperfekthed.

Mod er at turde sige “jeg elsker dig” først

Mod er også at turde sige “undskyld” først

Jeg har sagt “undskyld” i dag. Big fat undskyld. Og så har jeg indrømmet hvor stor en idiot jeg er, og det er simpelthen så befriende. For jeg har været en idiot. En bange en godt nok, men en idiot. Der er noget herligt befriende over at sige undskyld og se sig i spejlet og tænke “din store idiot” og så skraldgrine fordi det er så åndssvagt. Og i virkeligheden er det ikke ret sjovt, for jeg har gamblet med kærligheden som om der er masser af den derude. Det er der ikke. Og når to mennesker elsker hinanden, så er det i sig selv ret magisk. Det må man ikke gamble med. Og vi har et ansvar for at turde indrømme overfor os selv og hinanden, at ja vi bøffer i den af og til. Og vi opfører os af og til som idioter. Men vi er kun mennesker, og når det kommer til kærlighed findes der ikke noget rigtigt og forkert. Men der findes ærlighed, mod og så findes der at turde se det højeste potentiale i hinanden.

Kærlighed, jeg er stor fan af dig. Jeg er også lidt bange for dig (læs: meget) – men frygten må ikke fylde mere end kærligheden. Jeg har virkelig lært noget i dag. Jeg, en idiot! En lykkelig en af slagsen.