Vælg dit valg – stil dig bagved din beslutning og stå stærkt
Det er ikke så længe siden jeg skrev om valg (LINK) det at vælge noget. For sig selv. De små valg i livet, dem der afgør dit i morgen, din fremtid, dine store sejre. Det er de små valg, hverdagsvalg, du træffer hver eneste dag, der har den store betydning i livets store legeplads.
Alting føles skræmmende lige indtil det øjeblik hvor vi træffer beslutningen om at gøre det. Hvad end det er. Noget nyt, et nyt forhold, at blive forældre, at sige jobbet op, at sige til, at sige fra. Så længe du befinder dig i et Limbo mellem to stole, og du ikke sætter dig på en af dem – træffer din beslutning, så er det smertefuldt at være dig. Så snart du har truffet din beslutning, så holder smerten op. Din krop ved udmærket godt hvornår din beslutning er truffet, og hvornår den ikke er. Du kan sågar høre det på dig selv. Hvis du bruger ord som ”det kan være” eller ”måske” eller ”bør” eller ”overvejer” eller ”jamen” eller ”da” – ”det kan vi da godt”, så er beslutningen kun taget i din hjerne, men hverken din krop eller dit hjerte er med i beslutningsprocessen. Når du har taget en rigtig beslutning i dit liv, er du stærk i din beslutning, din stemme er stærk, dit kropssprog er stærkt, din gennemslagskraft er stærk. Det kan læses lige med det samme, folk kan høre på din når du mener det, eller når du stadig fisker efter anerkendelse og forståelse.
Men. For der er altid et men. Når beslutningen er taget, du har sat dig på en stol, så har livet det med at teste dig. Er du nu sikker? ER det nu det du vil? Du bliver testet i om du står fast på din beslutning, og de kan du kun bevise hvis nogen kommer og prøver at vælte dig af stolen, som du har sat dig på. Det kan være der kommer et jobtilbud der taler mere til dit ego, eller din pengepung, end til dit hjerte. Måske skal du opfinde et spørgsmål der hedder ”hvor kan jeg være det største bidrag og stadig udvikle mig selv?” for at blive sikker på at du har sat dig på den rigtige stol. Man ved jo aldrig om man har sat sig det rigtige sted, før man har sat sig godt til rette. Først dér kan du mærke om du sidder godt. Du kan forestille dig herfra, til månen og tilbage igen hvordan det mon vil være at sidde på den stol, men du ved det vitterligt ikke før du har slået røven i sædet.
Derfor er der nogle ting der er vigtige at vide omkring beslutninger. Jeg har lært dem på den hårde måde, men det behøver du ikke, du kan nemlig få dem lige her. I hvert fald min top 3.
Jeg har taget virkelig mange beslutninger i mit liv, og gør det hver eneste dag, fordi jeg er bevidst om at hvert eneste valg jeg træffer har en konsekvens. En kortsigtet og en langsigtet konsekvens. Hvad jeg fylder i min indkøbskurv nede i fakta. Jeg ved f. eks at hvis jeg køber chips og slik, så har jeg et ”labrador-gen” der aktiveres når jeg kommer hjem, og så har jeg ikke længere et valg – det har jeg til gengæld når jeg står i Fakta, og dér er mit valg vigtigt. Det er langt fra hver gang min omgangskreds har været enige i mine valg, eller har bakket mig op. Jeg har fået mange holdninger og råd (helt gratis), som jeg aldrig har bestilt eller ønsket mig. Men det er en der altid har accepteret mine valg uden at stille spørgsmålstegn, og det er min mor. Den kvalitet søger jeg i alle mine relationer, for den er uhyre vigtig for mig og den har lært mig at lytte til min egen stemme først.
Nej, det er langt fra de smarteste valg jeg har truffet i mit liv, men det var de valg der var rigtige for mig på det givne tidspunkt. Derfor er regel nummer et, at den eneste der skal forstå dit valg, det er dig selv. Hvis du har antennerne ude, og søger efter bekræftelse og accept af dit valg, så må du tage ansvaret for at du lukker støj ind i din beslutningskanal. Hold din kanal så ren som overhovedet muligt! Ingen kan træffe dine beslutninger for dig, det kan du kun selv. Hvis du søger at folk skal forstå dit valg, så skal de først forstå hele konceptet “dig”– altså forstå hvem du er, med alle dine historier, alle dine erfaringer, al din passion og alt hvad du rummer. Det kan du jo knap nok selv – så at forvente at andre end dig skal kunne forstå dig, det er at være urimelig.
Regel nummer 2, når nu vi kender regel nummer 1, er at acceptere den frihed der er forbundet med at du selv skal vælge dine valg. Når du lukker andres støj ude af dine kanaler, så lytter du langt mere efter hvad du selv synes og mener og tænker, og så bliver du pludselig stærkere i den du er. Du lærer at lytte til din egen stemme. Du bliver også mere autentisk, for dine valg bliver truffet på et renere grundlag, et grundlag der er markant mere dig, end hvis du havde fyldt dig selv op med andres støj.
Regel nummer 3. ”Choose your choice”, Vælg dit valg – stil dig bagved din beslutning og stå stærkt. Når din beslutning er truffet, er det dig der skal være stærk i din beslutning, du skal vælge det du har valgt. Jeg tog engang en beslutning der havde meget store konsekvenser for mig, og faktisk også for de mennesker jeg omgav mig med (familie, venner, netværk). Jeg skabte meget røre i den lille danske andedam. Pludselig hørte jeg mig selv forklare og forklare og forklare, indtil det gik op for mig at jeg havde flyttet mig fra den stol jeg havde sat mig på, tilbage mellem to stole, tilbage i et mellemrum, et Limbo. Det var meget pinefuldt at have placeret mig selv i en position hvor jeg troede jeg kunne få andre til at forstå. Ingen kan forstå. I dag er det noget af det bedste jeg har gjort, i dag er der virkelig mange der forstår. Men det var der ikke dengang jeg tog beslutningen, til gengæld var det livets største gave, for jeg lærte, i mine grundvolde, at andres meninger om mig KUN siger noget om den der har meningen, og intet om mig. Det siger noget om vedkommendes verdensbillede, tilgang til verden, modtagelse af verden, værdier og meget andet. Den eneste det ikke siger noget om, det er mig. Derfor er det totalt urealistisk at forvente at andre skal kunne forstå dig. Nogle kan måske tilnærmelsesvis sætte sig ind i din situation fordi de selv har været i noget der ligner, men det er din opgave at lukke andres støj (som tit bliver leveret ud fra nogle oprigtig gode intentioner og i fuld kærlighed til dig) ude af dine kanaler og ude af dit system.
Personligt har jeg truffet nogle beslutninger indenfor den sidste måned som ikke ret mange kan forså. Dette blogindlæg er mindst lige så meget til mig selv som det er til dig. Der er ingen der behøver at forstå mig, heldigvis. Jeg kan kun forholde mig til hvad der er rigtigt for mig i mit liv, det er trods alt mig der, når jeg fylder 104, skal se mig i spejlet, og se alle smilerynkerne jeg har fået fordi jeg har truffet så uendelig mange skøre valg for mig selv, men som jeg har elsket i mit hjerte, fordi livet er mit. Og jeg er nu engang en der elsker at træde min egen sti. Det giver en hel masse grene i ansigtet, og jeg snubler måske oftere end andre, men det giver også et ubeskriveligt magisk eventyr hver eneste dag, som jeg ikke vil bytte ud med noget som helst andet i verden.
Stil dig bagved dine egne valg og oplev den styrke der følger med når du vælger lige præcis det der er rigtigt for dig.
Choose life!
Del indlægget på din facebook væg, send den til en veninde, eller en ven, der står midt i en beslutningsproces, måske er der andre end dig der gerne vil være klogere på deres valg i livet :)




